Viftrup Biogas

Varmepumpe genvinder varme fra biogasproduktion

Viftrup Biogas bruger en propan-baseret varmepumpe fra Bundgaard Køleteknik til at genudnytte restvarmen fra biogasproduktionen, som dermed får mindst 95 procent af sin energi retur.

I biogasproduktionen hos Viftrup Biogas kræver processen en starttemperatur på 52 °C. Energien til at skabe den temperatur kommer med hjælp af en varmepumpe fra selve biogasanlægget ved at udnytte den 45-46 °C varme gylle i slutningen af processen.

»Mindst 95 procent af energien til at holde 52 °C i starten af processen kommer fra varmepumpen, så på den måde føder processen sig selv,« siger Knud Christensen, som ejer Viftrup Biogas, der ligger i tilknytning til hans landbrug ved Spjald.

Biomassen i form af gylle og planterester kommer fra hans eget og seks andre landbrug i nærheden. Biogasanlægget blev idriftsat i februar 2016 i samarbejde med Lundsby Biogas, som har projekteret anlægget, og det har kørt som planlagt siden.

Besparelser med Bundgaard-varmepumpe
Viftrup Biogas har etableret en 4 kilometer ledning til Spjald Varmeværk, som bruger biogassen til at producere både el og varme på en gasmotor, som på den måde leverer ”grøn” el og varme til Spjald.

»Vi kan godt lide princippet om at levere energi baseret på landbrugets restprodukter, så Spjald nu får halvdelen af sin strøm og 75 procent af sin varme fra vores biogasproduktion,« siger Knud Christensen.
Varmepumpeløsningen er leveret af Bundgaard Køleteknik. Alternativet var en fliskedel, men det samlede regnskab faldt klart ud til fordel for varmepumpen, som er baseret på det naturlige kølemiddel propan.

»Når man ser på vedligehold og antallet af arbejdstimer, er der ingen tvivl om, at varmepumpen er den bedste løsning for os. En varmepumpe passer sig selv i det daglige. Varmepumpen giver desuden en miljøgevinst, fordi kvælstoffordampningen fra gyllen bliver reduceret i afkølingsprocessen. Med en eldrevet varmepumpe får vi også en gevinst, når PSO-afgiften bliver nedsat,« siger Knud Christensen og fortsætter:

»Vi har haft et upåklageligt samarbejde med Bundgaard Køleteknik. Alt er sket som ønsket og planlagt og aftalt. Efter idriftsættelsen har vi brugt Bundgaard til service og vedligehold, og det er nogle dygtige og kompetente montører, som kan deres kram. Så ingen tvivl om at vi gerne vil anbefale dem«.

Propan-baseret Bundgaard varmepumpe hos Viftrup Biogas
• Vand til vand-varmepumpe.
• Varmeydelse: 320 kW.
• Køleydelse: 235 kW.
• Varmt vand frem: +60 °C.
• Koldt vand frem: +1 °C.
• Kølemiddelsfyldning: 2×8 kg Propan R290.
• LxBxH: 2,8m x 1m x 2m.
• Anlægget består af 2 separate kredse.


KundeViftrup BiogasServicePropan-baseret varmepumpeÅr2018Linkwww.facebook.com